Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mariam Tizar Hansson, specialestuderende

Specialiserer sig i videnskabsformidling

Mariam Tizar Hansson har stort set altid interesseret sig for at afsøge og formidle den store, naturvidenskabelige fortælling om verdenen. Hendes tid på kandidatuddannelsen i videnskabsstudier har imidlertid ikke bare givet hende muligheder for at gå i dybden med videnskabsformidling. Den har også sikret hende arbejde, allerede inden specialet er afleveret.

Dinosaurer, aber og de første mennesker på kloden. Allerede som barn tilbragte Mariam Tizar Hansson mange timer på folkeskolens bibliotek, hvor hun fordybede sig i fortællingen om oldtidens væsner og jordens forvandling fra ursuppe til moderne civilisation. Hendes nysgerrighed og kreativitet blev endda omsat til små historier om, hvordan aber begyndte at rejse sig for at drage ud og befolke jordens kontinenter.

Fascinationen af den naturvidenskabelige grundfortælling om livets opstand og udvikling på jorden har været en vedvarende inspiration for Mariam. På sin bacheloruddannelse i geoscience fik hun tæmmet matematikken, fysikken og kemien og begyndte den vej igennem at forstå det formelle sprog, i hvilket jordens udvikling ofte er beskrevet. Imidlertid begyndte det at stå klart for hende, at hun ikke blot selv ville afsøge de naturvidenskabelige fortællinger. Hun ønskede at fortælle dem videre til en bredere skare uden for de gule mursten, der omkranser AU’s videnskabelige fakultet. Derfor valgte hun kandidatuddannelsen på vi-denskabsstudier, hvor hun kunne specialisere sig i videnskabsformidling.

- Jeg tænkte, at jeg skulle være videnskabsjournalist, men Journalisthøjskolen i Aarhus giver ikke bachelorer fra naturvidenskabelige retninger adgang til at søge en sådan overbygning. Da jeg bladrede AU’s liste med kandidatuddannelser igennem, fandt jeg til gengæld videnskabsstudier. Her stod der bl.a., at uddannelsen gav mulighed for at arbejde med videnskabsformidling, og det var det, der overbeviste mig, fortæller Mariam.

Teoretiske, praktiske og kreative forløb

På videnskabsstudier fik Mariam mulighed for at arbejde med videnskabsformidling igennem såvel teoretiske som praktiske forløb. Allerede på første år fulgte hun kurset videnskabsformidling, der introducerede hende for relevante teoretiske begreber og koncepter.

Det fleksible studieprogram gav hende desuden mulighed for at skrive et projekt om videnskabsformidling i børnehøjde. På dette tidspunkt havde Mariam studiejob ved Kattegatcenteret i Grenaa, og projektet gav hende værktøjer til at skrive og anvende litteratur til førskolebørn med henblik på at formidle akvariets aktiviteter til de yngste besøgende. Studieprogrammet gav også Mariam mulighed for at prøve kræfter med videnskabsjournalistikken i et projektorienteret forløb ved DR’s videnskabsredaktion.

- Studieprogrammet på videnskabsstudier er fra starten ikke fyldt op med kurser. Der er efterladt huller, som man selv skal fylde ud med projekter eller forløb uden for videnskabsstudier. Det giver muligheder for at anvende og supplere den viden, vi får i den traditionelle undervisning, ved at arbejde med kreative, selvvalgte projekter eller være en del af en organisation. Jeg lærte f.eks. begrebet ”borgerdreven forskning” at kende i vores kursus om videnskabsformidling, og det begreb har fulgt mig lige siden både på- og uden for studiet, forklarer Mariam.

Headhuntet til citizen science

I sit forløb på DR Videnskab skrev Mariam flere artikler om borgerdrevne forskningsprojekter, hvor almindelige borgere kan bidrage til videnskaben igennem forskellige typer af aktiviteter. Et projekt, som Mariam beskæftigede sig meget med, var ScienceAtHome-projektet, hvor borgere kan skabe data til forskellige forskningsprojekter ved at spille computerspil udviklet af et forskerhold på AU’s Institut for Fysik og Astronomi.

Mariams arbejde med at skrive om projektet resulterede i, at hun blev headhuntet til forskergruppen bag ScienceAtHome. Her arbejder hun i dag, mens hun lægger sidste hånd på sit speciale om borgerdreven forskning. Ifølge Mariam har hendes kandidatforløb på videnskabsstudier dog ikke blot været med til at bane vejen for hendes foreløbige karriere. Kombinationen af de teoretiske, praktiske og kreative tilgange til eksempelvis videnskabsformidling har givet hende en faglig ballast, som hun i høj grad kan anvende uden for studiet:

- Selvfølgelig er min viden inden for naturvidenskab ikke så fagspecifik, som den er hos mine kollegaer, der længe har beskæftiget sig med eksempelvis kvantefysik. Men mit forløb på geoscience og videnskabsstudier har til gengæld givet mig en bred faglig ballast, som gør mig i stand til at tale med om mange fagområder. Både i de åbne projektforløb og i klasseundervisningen på videnskabsstudier er vi nemlig vant til at indhente og formidle perspektiver fra mange forskellige discipliner. Dette er med til at give en bredere for-ståelse af den store fortælling om verdenen, og samtidig giver det en masse kreative tilgange til at undersø-ge denne, slutter Mariam.

Aktuelt arbejder Mariam med at forberede begivenheden ReGAME Cup 2018, hvor gymnasie- og folkeskoleklasser udforsker og dyster i nogle af ScienceAtHome-spillene. Du kan læse mere om begivenheden her.