Aarhus Universitets segl

Ny artikel af Torben Esbo Agergaard og Kristian Hvidtfelt Nielsen; "Cancer, corona og klimaforandringer: Om robustheden af tilliden til videnskaben i en verden af kriser"

Psyke & Logos, 41(2): 177-200 (2020)

Resumé

I denne artikel undersøger vi tillid som psykosocialt fænomen med særligt fokus på at belyse de faktorer, der har indflydelse på individers og befolkningers tillid til videnskaben. Igennem en systemorienteret analyse viser vi, at tillid til videnskabelige eksperter er en implicit forudsætning for mange af det moderne menneskes handlinger i dagligdagen. Denne tillid kan dog ikke tages for givet, og faktorer, som individers personlige erfaringer og værdier, har betydning for, om de har tillid til eksperters omsætning og/eller overlevering af viden. Med henblik på at diskutere disse faktorer i et mere praksisorienteret perspektiv relaterer vi dem til de tre dimensioner duelighed, velvilje og integritet, som ifølge Mayer, Davis og Schoormans (1995) tillidsmodel får en aktør til at fremstå tillidsvækkende. Med disse dimensioner som analytisk ballast gennemgår vi den danske socioteknologiske kontrovers omkring HPV-vaccinen. Vi konkluderer, at selv om socioteknologiske kontroverser kan medføre midlertidig svækkelse af tilliden til videnskaben i dele af befolkningen, kan de i det lange løb være med til at sikre, at størstedelen af befolkningen udviser tillid, når videnskabelige eksperter forsøger at tackle tidens mest prominente kriser og risikofaktorer, som cancer, coronavirus og klimaforandringer.

https://tidsskrift.dk/psyke/article/view/127517