Forskernes interesse for selv at bidrage til en række forskellige medier for aktuel forskningskommunikation er generelt stor.

Forskerne angiver, at deres interesse for at bidrage til en lang række forskellige medier ligger mellem "i nogen grad interesseret" og "i høj grad interesseret". Størst interesse er der for en lang række brede medier som tværfaglige tidsskrifter, nyhedsmedier, hjemmesider samt offentlige foredrag og debatarrangementer. Bøger samt rapporter og anden konsulentvirksomhed for offentlige institutioner, erhvervslivs og organisationer har mindst interesse.

Mht. universiteternes "snævre" forpligtigelse til forskningskommunikation ("at udbrede kendskab til videnskabens resultater og metoder") har forskerne flg. holdninger:

• Nyhedsmedierne er de mest betydningsfulde, når det gælder opfyldelsen af universiteternes snævre forpligtigelse til forskningskommunikation.
• Ny, forskningsbaseret viden og forskningens anvendelsesmuligheder er det vigtigste at kommunikere til offentligheden, når det gælder om at udbrede kendskab til videnskabens resultater og metoder.
• Forskerne bør have hovedansvaret for at udbrede kendskab til videnskabens resultater og metoder (evt. i samarbejde med informationsafdelinger på universiteterne).
• Brede medier som nyhedsmedier, tværfaglige tidsskrifter samt offentlige foredrag og debatarrangementer har generelt størst betydning, når forskerne/universiteterne skal udbrede videnskabens resultater og metoder.

Nyhedsmediernes forskningskommunikation er nødvendig. Den er med til at skabe større forståelse for forskningens anvendelsesmuligheder, til at give forskningen et bedre image og styrker selve forskningen.

Forskerne siger samtykkende, at nyhedsmedierne ikke er overflødige, når det gælder forskningskommunikation. Sammenholdt med ovenstående vurdering af, at nyhedsmedierne er de mest vigtige, når det gælder universiteternes snævre forpligtigelser inden for forskningskommunikation, kan man konkludere, at forskerne ikke lider af berøringsangst over for nyhedsmediernes forskningskommunikation, nærmest tværtimod.

Forskerne er overvejende enige i, at 2 % af alle forskningsbevilinger bør afsættes til forskningskommunikation.

Af de 1.015 forskere, der angav en holdning til anbefalingen fra Videnskabsministeriets tænketank om at afsætte 2 % af alle forskningsbevilinger til forskningskommunikation, var ca. halvdelen overvejende enige i denne anbefaling; 20 % var hverken uenige eller enige, og 27 % var overvejende uenige. Adspurgt, hvad pengene i givet fald skulle gå til, angav forskerne en lang række forskellige medier for forskningskommunikation. Der var dog bred enighed om, at årsrapporter og andet pr-materiale for forskningsinstitutionerne ikke skal prioriteres højt.

Forskere, der publicerer forskning i videnskabelige tidsskrifter, er mere aktive inden for forskningskommunikation, end forskere, der aldrig har publiceret i videnskabelige tidsskrifter.

Det skyldes hovedsagligt, at forskere, der aldrig har publiceret i videnskabelige tidsskrifter, er yngre forskere og ph.d.-studerende, som altså hverken har haft tid og mulighed i deres karriereforløb for at publicere videnskabeligt eller populært. Samtidig antyder resultatet, hvad også internationale undersøgelser har påpeget, at forskere sagtens kan være aktive inden for både forskningspublikation og forskningskommunikation. Lidt forenklet kunne man argumentere for, at jo mere en forsker publicerer i de videnskabelige tiddskrifter, jo mere har pågældende forsker også at kommunikere til omverden.

Der er stor gruppe af potentielle bidragsydere til forskningskommunikation blandt forskerne, specielt blandt de yngre forskere under 36 år og specielt til tværfaglige tidsskrifter, bøger og nyhedsmedier.

For en lang række forskellige medier for forskningskommunikation gælder det, at der findes en rimelig stor gruppe af potentielle bidragsydere blandt de adspurgte forskere (op til 25 % for de tværfaglige tiddskrifters vedkommende). Yngre forskere er stærkt repræsenteret i gruppen af potentielle bidragsydere til forskningskommunikation.