Det begyndte beskedent med ønsket om at studere de eksakte videnskabers historie, men hurtigt blev Center for Videnskabsstudier internationalt kendt som spydspids for en helt ny tilgang til videnskab og forskning.
”Måske gav OP en lille en til halsen,” siger pensioneret lektor Ole Knudsen om åbningen af Institut for de Eksakte Videnskabers Historie, der i år fylder et halvt århundrede under navnet Center for Videnskabsstudier.
En beskeden begyndelse for et institut, hvis stifter, Olaf Pedersen, bedre kendt som OP, var internationalt kendt allerede i 1965, og hvis tilgang til forskning og videnskab er så aktuel i dag som nogensinde.
Senere købte de ansatte møbler, så stedet kunne skille sig ud, og malede biblioteket rødt.
”Det irriterede vist arkitekt Møller (C.F. Møller, red.), der helst så rene linjer,” siger professor emeritus Kurt Møller Pedersen, der dengang var kandidatstuderende.
Forhåbentlig var der nu ingen i tvivl om, at Institut for Eksakte Videnskaber ikke længere var en uofficiel afdeling under fysikinstituttet, men starten på en fremsynet kobling af videnskab og historie.
”Instituttet bliver betragtet som specielt i store dele af den vestlige verden, fordi dets undervisning og forskning dækker mange emner,” siger dr.scient. Kirsti Andersen, der skrev sit speciale under Olaf Pedersen og derefter arbejdede på instituttet som matematikhistoriker indtil 2010.
I begyndelsen holdt man sig dog, som navnet antyder, til de eksakte videnskaber, altså matematik, kemi, astronomi og selvfølgelig fysik, hvor flere af de ansatte havde deres baggrund.
”Det prægede os alle, at vi kom fra naturvidenskab, idet man skelnede mellem intern og ekstern videnskabshistorie. Vi var de interne, hvilket betød, at vi kunne forstå, hvad de gamle tænkere skrev om fysik, kemi, matematik og astronomi. De eksterne var mere generelle historikere og interesserede sig for videnskabens organisation og samfundsmæssige betydning,” siger Ole Knudsen, der selv studerede alle fire fag og specialiserede sig inden for fysik.
Men selv de interne og eksakte videnskabshistorikere kunne ikke undgå historien.
”Jeg kunne ikke studere Newton uden at læse biografien om ham eller om den periode, han levede i. Dermed gav videnskabshistorien os et andet perspektiv på vores fag,” fortsætter Ole Knudsen.
Med tiden udviklede instituttet sig fra at studere de enkelte fagdiscipliner til også at interessere sig for generelle videnskabsstudier.
”Nu er der tale om science studies, hvor man i samklang med internationale strømninger forsker i videnskab som et kulturelt og samfundsprægende element, og det har givet centret en flot placering,” siger Kurt Møller Pedersen og tilføjer, at også studiemiljøet på instituttet var noget særligt:
”Det var et miljø i Humboldts ånd, hvor studerende og lærere var meget sammen, også uformelt. Vi spiste frokost sammen, tog på ekskursioner rundt i Europa og holdt kollokvier, hvor vi diskuterede ny forskning og fik kaffe, te og øl bagefter.”
Den afslappede tone kom måske også let, fordi instituttet dengang som nu bestod af temmelig få mennesker. Faktisk kunne de ansatte dengang tælles på to hænder, inklusive sekretær og bogholder.
”Vi havde et par specialestuderende, der havde et arbejdsbord på biblioteket, og vi havde konto på den anden side af gangen. Så det var ret nemt at gå derind og sige, at nu skulle vi have kaffe i kantinen,” siger Ole Knudsen.
Kaffe, kage og måske en lille en til halsen kan også fås, når centret fejrer fødselsdag ved et symposium den 19. november, hvor både Ole Knudsen, Kirsti Andersen og Kurt Møller Pedersen fortæller om stifteren Olaf Pedersen og deres egne studier. Ellers kan man sikre sig 50 opfindelser: Højdepunkter i teknologien, som centerleder Kristian Hvidtfelt Nielsen og centrets professor emeritus Helge Kragh har redigeret.
Skrevet af Marta Sørensen
