Galathea 2 var den første videnskabelige ekspedition, der blev formidlet direkte og næsten ”real-time” til omverden. Ekspeditionen havde sin egen særskilte informationsafdeling, som sørgede for pressedækning i nationale og internationale aviser, radioprogrammer, filmoptagelser mm. Takket være denne afdelings arbejde fik ”almindelige” mennesker uden videnskabelige forudsætninger nu mulighed for at følge videnskabsfolkenes daglige arbejde og resultater.
Skibets videnskabelige besætning gennemgik med stor iver og omhu hvert eneste trawl, der kom uskadt op fra havdybet. Efter grovsortering på dækket flyttede man ind i laboratoriet, som ses på billedet til højre, til videre bearbejdning. Forrest ser man zoolog Torben Wolff, i midten sidder en anden zoolog P.L. Kramp, og bagest er laboratoriegast Sv. Aage Horsted
Den direkte, daglige formidling af det videnskabelige arbejde var ikke altid lige let. Journalisten Hakon Mielche, som var leder af informationsafdelingen, havde hvert fald svært ved at finde det spændende i det videnskabelige arbejde, som foregik på den første del af ruten ned langs Afrikas vestkyst og rundt om Kap Det Gode Håb i løbet af vinteren 1950.
Dybhavsforskning var det primære og vel nok mest spændende formål med ekspeditionen, og det var der ikke meget af her. Derimod foretog videnskabsfolkene om bord en masse forarbejde som afprøvning af udstyr mv., foruden en række undersøgelser af mere triviel karakter.
Som de første måneder af ekspeditionen forløb uden større spænding end passagen over ækvator, blev Mielche og hans folk mere og mere desperate efter noget interessant og spændende at formidle. I sin første bog om ekspeditionen, Galathea lægger ud (1951), skriver Mielche med slet skjult ironi:
”I den periode fangede vi ikke et dyr, som var mere end fem centimeter langt, men til gengæld fangede vi mange. Glas efter glas blev fyldt, mudderprøver hobede sig op til senere geologisk-kemisk undersøgelse i København.
(…)
I fortvivlelse opfandt vi i presseafdelingen den ene sensation efter den anden, skotskternede fladfisk med hestemanker, kæmpeål, der stak hovedet over rælingen, fundet af det forsvundne Atlantis, en gammel kobbervejrhane bragt op med slædetrawlet – det hele blev ubarmhjertigt kasseret, for presseafdelingens vej til telegrafstationen er brolagt med nøgterne videnskabsfolk, der mangler sans for dramatik og sensationer.”
De videnskabelige sensationer kom først, da ekspeditionen i sommeren 1951 nåede Filippinergraven i Stillehavet og dér fandt liv under de meget ekstreme livsbetingelser på de store havdybder. Det gav genlyd i den danske og den internationale presse.
Men hvad lavede videnskabsfolkene ellers, når de ikke udforskede hidtil ukendte dybhavsgrave? Jo, Galathea 2 foretog en lang række andre videnskabelige undersøgelser, som ikke var umiddelbart relateret til dybhavsforskning. For eksempel blev havets primærproduktion af planktonalger målt og registreret. Derudover foretog man hydrografiske og jordmagnetiske målinger samt etnografiske og biologiske undersøgelser af øen Rennell i Salomon-øgruppen i Stillehavet. Sådanne projekter var nok vigtige videnskabeligt, men havde selvfølgelig ikke den samme brede interesse som udforskningen af dybhavet.
En knap så synlig del af formidlingen, men måske den allervigtigste, var de mange filmoptagelser, som blev brugt til undervisning på danske skoler og til almindelig oplysning og underholdning. Også herigennem fik den danske befolkning et første ”kig ind i laboratoriet” om bord på en større videnskabelig ekspedition.
