Trods den store interesse for videnskabsformidling, ikke mindst massemediernes rolle, findes der relativt få studier af dem, der varetager formidlingen på professionel basis.
En amerikansk, kvalitativ undersøgelse blandt medlemmerne af National Association of Science Writers samt et mindre udvalg af nyhedsredaktører og forskere med interesse for massekommunikation viste, at respondenterne var interesserede i at definere og diskutere muligheder og problemer knyttet til videnskabsformidling (Treise & Weigold, 2002). Mange af de adspurgte udtrykte bekymring for, hvilken effekt og formål deres videnskabsformidling egentlig havde. Desuden rejste nogle respondenter spørgsmålet om, hvorvidt videnskabsformidlere ”blot” skal formidle forskning og ny teknologi ukritisk og med stor begejstring, eller om videnskabsformidlere i højere grad skal være i stand til at vurdere videnskaben kritisk – lidt på samme måde som sports- og kulturjournalister bedømmer deres stof. Samme problemstilling tages op i nylige svenske og danske debatbøger om videnskabsjournalistik (Finer, 2005; Meyer, 2005).
En anden amerikansk spørgeskemaundersøgelse rettede sig mod brugere af forskningsnyhedssiden EurekAlert!, primært journalister og kommunikationsansatte (Pinholster & O'Malley, 2006). Journalisterne bekræftede ovennævnte problem med at kunne bedrive kritisk videnskabsjournalistik, særligt i forhold til den hype, som forskningsinstitutionernes kommunikationsafdelinger ofte forsøger at tillægge ny forskning. Derimod var de kommunikationsansatte mere optagede af at finde nye og spændende historier fra forskningsverden, af at få forskerne til at ”peppe” deres forskning op, og af at opsøge de rigtige journalister, som ville kunne bringe deres gode forskningshistorier videre.
I samarbejde med Huset Mandag Morgen foretog Danmark Pædagogisk Universitet for et par år siden en sammenlignende undersøgelse blandt befolkning, forskere og videnskabsformidlere (Danmarks Pædagogiske Universitet & Mandag Morgen, 2005). Undersøgelsen bekræftede de strukturelle problemer i forbindelse med kommunikation mellem forskere, formidlere og folk – problemer, der især er forbundet med tid, formål, og interesse. Undersøgelsen konkluderede dog også, at vi i dag risikerer at se en uhellig alliance mellem forskere, der vil formidle for at synliggøre deres forskning, journalister, der har en interesse i en ekspertliggørelse af deres journalistiske produkter, og pr-medarbejdere, der skal markedsføre forskningsinstitutioner og -felter.
