Aarhus Universitets segl

Spørgeskemaundersøgelse - foreningen Danske Videnskabsjournalister

Forholdet mellem naturvidenskab og samfund/kultur

Spørgeskemaet indeholdt et åbent spørgsmål om forholdet mellem naturvidenskab og samfund/kultur. Formuleringen var:

  • Nogle vil hævde, at naturvidenskab er tæt forbundet med sociale og kulturelle værdier. Det betyder, at naturvidenskab afspejler de sociale og politiske værdier, de filosofiske antagelser og de intellektuelle normer i den kultur, hvori naturvidenskaben bliver udøvet. Det modsatte synspunkt er, at naturvidenskab er hævet over nationale og kulturelle strømninger, og derfor ikke er præget af sociale, politiske, filosofiske og intellektuelle værdisæt.Hvad er din holdning til disse to modsatrettede synspunkter? Uddyb gerne, evt. med et eksempel.

Resultat

Knap halvdelen af respondenterne (45 %) fremhæver en både-og holdning, dvs. at naturvidenskab både er knyttet til og afhængigt af samfund/kultur, men samtidigt tilstræber en vis uafhængighed.

Godt en tredjedel (36 %) fremhæver, at naturvidenskab på en eller anden måde er knyttet til de sociale og politiske værdier, de filosofiske antagelser og de intellektuelle normer i den kultur, hvori naturvidenskaben bliver udøvet. Dette kan med nogen ret siges at være en (blød) socialkonstruktivistisk opfattelse af naturvidenskab .

Hver tiende (14 %) foretrak at beskrive naturvidenskab som helt og holdent uafhængigt af kultur/samfund.

5 % svarede ikke på spørgsmålet.