”Du har slet ikke forandret dig!” lyder det fra en ældre dame til en gammel ven med gråsprængt hår.
”Nå, nu er der dømt nostalgitrip,” siger en jævnaldrende mand, idet han snupper et stykke kage og går ind i auditoriet med knap hundrede andre gæster ved Center for Videnskabsstudiers symposium.
De skal fejre, at stedet fylder 50 år med en fortælling, der spænder fra minder om dengang, centret stadig var en spirende idé hos stifteren, Olaf Pedersen, bedre kendt som OP, over optimistiske historier om den aktuelle forskning til opgaver for fremtidens videnskabshistorie.
Vi starter med dr.scient. og matematikhistoriker Kirsti Andersens tilbagebilk på OP’s videnskabelige karriere.
Den startede med en kandidatgrad i fysik på Niels Bohr Institutet i 1943. Et år efter fik han en pædagogikumstilling i Horsens og konverterede til katolicisme.
Kort efter begyndte OP at undervise i Randers og rejse til Paris, hvis forskermiljø inspirerede ham til en doktorafhandling om 1300-talstænkeren Nicole Oresmes naturfilosofiske system. Med den i hånden blev OP tilbudt en stilling på Fysisk Institut i Aarhus og fik senere oprettet forgængeren for Center for Videnskabsstudier, nemlig Institut for de Eksakte Naturvidenskabers Historie.
I 1966 blev OP Kirsti Andersens specialevejleder til trods for matematikprofessor Svend Bundgaards skepsis. Det var vist bedre for Kirsti at få en rigtig professor i matematikhistorie, mente han. Så truede Kirsti med at skifte studium, fik sin vejleder og senere en stilling på Institut for de Eksakte Videnskabers Historie. Med hendes ansættelse blev man nødt til at ændre ”Naturvidenskabers” til ”Videnskabers”.
Senere i symposiet får centrets begyndelse billeder på med en præsentation af professor emeritus Kurt Møller Pedersen og pensioneret lektor Ole Knudsen, som takker arrangørerne for at lade næsten uddøde dinosaurer mødes til symposiet.
Et foto viser, at så gammeldags koncepter som skrivemaskine, drejeskivetelefon og indendørs cigarrygning var faste dele af OP’s kontor. Det samme var instituttets førende paradigmer, der fastslog, at videnskabshistorie er godt for alle, der vil forstå og formidle, hvordan forskning fungerer.
”Simplified” var kodeordet, som de to tidligere ansatte blandt andet eksemplificerer med et billede af en ung og hårfager Ole Knudsen foran en tavle med matematiske formler samt mere nutidige scener fra skoletjenesten på Steno Museet.
Også sekretæren Kate Larsen udpeges på et af billederne, og hun sidder faktisk blandt publikum og vil gerne sige et par ord om instituttet ”set fra gulvet”, som hun siger. For i løbet af sine mange år som sekretær fik Kate Larsen ikke bare lov til at lave kaffe og vaske gulv.
Hun var med på ekskursioner, renskrev specialer (”Det tror jeg ikke, de blev dårligere af!”), artikler og manuskripter for de videnskabelige medarbejdere og oplevede af og til, at de fulgte hendes råd.
”Selv til sidst i mit arbejdsliv kunne det ske, at jeg gik hjem om eftermiddagen og var blevet lidt klogere i løbet af dagen,” siger hun.
Med den nyligt pensionerede professor Helge Kraghs oplæg rykker vi knap 30 år frem og ind i kemiens historie. Kragh fremhæver et par særligt dygtige studerende, blandt andet Lene Vestergaard, hvis speciale i 1999 analyserede en udgivelse fra 1853 om koleraepidemien i København, og Anita Kildebæk Nielsen, der skrev en autoritativ ph.d.-afhandling om det danske kemikersamfunds historie.
Selv har Helge Kragh ”selvfølgelig skrevet om alt”, som en anden taler formulerer det, men slår blandt andet ned på sin forelskelse i H3, der er det mest almindelige molekyle i rummet.
Dernæst konkluderer han til publikums latter, at det nok ikke er meget af en overdrivelse, at han ene mand har opfundet kosmokemiens historie.
Samtidig var han og professor emeritus Henry Nielsen omkring årtusindskiftet med til at flytte centrets fokus fra den tidligere helt dominerende individuelle research til store, interdisciplinære forskningsprojekter. Det skete ifølge Henry Nielsen for at tiltrække midler fra en regering, der dengang som nu foretrak forskning i stor skala, fx inden for it og bioteknologi.
Løsningen blev en antologi om dansk videnskabshistorie fra 1000-1970, som skaffede forfatterne seks millioner kroner og resulterede i det autoritative værk om et emne, der i modsætning til andre kulturområder ikke havde fået meget opmærksomhed fra historikere.
Siden har centret været med i flere internationale projekter, blandt andet Exploring Greenland om grønlandsforskning under Den Kolde Krig.
Et andet stort projekt inden for videnskabshistorie fortæller Erik van der Vleuten om som den sidste taler. Van der Vleuten skrev sin ph.d. på Center for Videnskabsstudier og fortæller, at han ikke siden har oplevet et lige så varmt og socialt miljø.
I dag er han professor i teknologihistorie i Holland og en af forfatterne til bogserien ”Making Europe”, der er kulminationen på 16 års forskning og fortæller om kontinentet fra en teknologihistorisk vinkel. En vinkel, som van der Vleuten fik idéen til, da han forskede under sin mentor, Henry Nielsen, og oplevede, hvordan danskerne levende diskuterede EU og Europa.
Van der Vleutens bidrag handler om, hvordan infrastrukturen forbinder kontinentet og blandt andet har haft en afgørende betydning under forskellige europæiske kriser.
Også i dag oplever Europa og EU kriser, som vi ikke ved, hvordan vi skal håndtere, fortæller han. Kriser, der alle involverer teknologi, hvad enten det handler om terrorisme, klimaforandringer eller flygtningestrømme.
Her kan teknologihistorie være med til at skabe et narrativ og en mening, men hvordan? Van der Vleuten afslutter sit oplæg med at indrømme, at det spørgsmål endnu er ubesvaret, og med den tanke i baghovedet kan deltagerne ved symposiet bevæge sig mod Steno Museet til en reception.
Der er arbejde nok til endnu 50 år.
