Videnskabsministeriets tænketank for forskningskommunikation citerer en norsk undersøgelse, som viser, at aktive forskere også i vid udstrækning er dem, der kommunikerer deres forskning. 1 Denne undersøgelse bekræfter dette resultat. De forskere, der har publiceret forskningsresultater, er også dem, der laver mest forskningskommunikation. Det gælder for alle de medier for forskningskommunikation, der her er undersøgt, med undtagelse af "workshops, konsensuskonferencer, møder eller lignende rettet mod en begrænset offentlighed".
Undersøgelsen her viser endvidere, at der i gruppen af passive forskere - dvs. forskere, der ikke har publiceret forskningsartikler, og som altså er mere passive, hvad angår forskningskommunikation, end de forskningsaktive - er en stor overrepræsentation af yngre personer og ph.d.-studerende. Ikke overraskende finder vi de passive forskere i starten af et karriereforløb, og det er altså også her, at de passive forskningskommunikatorer skal findes. Måske skulle der gøres mere for yngre forskere, når det gælder forskningskommunikation.
Undersøgelsen viser også, at der blandt de forskere, der aldrig har publiceret forskningsresultater, er en kraftig overrepræsentation af kvinder. Disse kvinder tilhører næsten udelukkende gruppen af yngre forskere under 36 år, hvorfor det ikke kan konkluderes, at overrepræsentationen skyldes køn. Det kan dog konkluderes, at der findes en gruppe af yngre forskere, der både er kvinder og (endnu) ikke er særligt aktive inden for forskningskommunikation. Måske er det værd at gøre en særlig indsats for denne gruppe.
Tallene bag ovenstående konklusioner.
1 Ole Wiig & Bo Sarpebakken, Instituttsektoren i norsk forskning, Rapport 4/2001. Kan rekvireres fra NIFU STEP .
