Forskere og aktuel forskningskommunikation
En webbaseret spørgeskemaundersøgelse
Indholdsfortegnelse
Denne rapport er udarbejdet af Kristian Hvidtfelt Nielsen , Steno Instituttet, Aarhus Universitet. Den opsummerer resultater fra den webbaserede spørgeskemaundersøgelse Forskere og aktuel forskningskommunikation . For den fulde afrapportering og tallene bag denne rapports konklusioner, se venligst undersøgelsens hjemmeside:
http://www.ivs.au.dk/aktuelforskningskommunikation
Formålet med undersøgelsen Forskere og aktuel forskningskommunikation er:
Førstnævnte formål tager udgangspunkt i en faglig interesse for aktuel (og historisk) forskningskommunikation, som Steno Instituttet er ved at oparbejde. Denne del af spørgeskemaundersøgelsen er således led i en større undersøgelse af forskningskommunikation i dagens Danmark, der pt. finder sted ved Steno Instituttet.
Det andet formål er led i en intern evaluering af bladet Aktuel Naturvidenskab , som havde til formål at kortlægge skribenters og læseres brug af og forhold til bladet. Evalueringen er tilendebragt og er generelt positivt. Bladet fortsætter med at udkomme i institutionsabonnement til (naturvidenskabelige) forskere ved de otte universiteter, der indgik i undersøgelsen.
Denne rapport dækker kun undersøgelsens første formål og gengiver resultater og konklusioner i tilknytning hertil. Spørgsmål vedrørende undersøgelsens andet formål kan rettes til Kristian Hvidtfelt Nielsen eller Carsten R. Kjaer , Aktuel Naturvidenskab .
Den nye universitetslov fra maj 2003 indeholder to typer af formidlings- og kommunikationsforpligtigelser, som landets universiteter – udover forskning og undervisning – skal varetage.
- Den snævre formidlings- og kommunikationsforpligtelse: ”at udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater”
- De brede formidlings- og kommunikationsforpligtelser: ”at samarbejde med det omgivende samfund”, ”at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet” samt ”at udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”
Denne undersøgelse tager afsæt i universiteternes snævre formidlings- og kommunikationsforpligtigelse. Ved at spørge en stor skare af forskere med baggrund i de naturvidenskabelige fagområder vil vi gerne have belyst, hvordan disse forskere selv ser på det at ”udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater”. Derudover vil vi undersøge, hvordan forskerne ser på nyhedsmediernes forskningskommunikation, som er den bredeste og mest synlige form for forskningskommunikation.
I forbindelse med vedtagelsen af den nye universitetslov nedsatte Videnskabsministeriet en tænketank vedrørende forståelse for forskning. Tænketankens arbejde resulterede blandt andet i en række anbefalinger til, hvordan man forbedre den aktuelle forskningskommunikation. En af de mere vidtgående anbefalinger var at afsætte 2 % af alle forskningsmidler til forskningskommunikation. Nærværende undersøgelse ser også på, hvordan forskerne forholder sig til denne anbefaling, og hvordan de ønsker, at pengene i givet fald skal anvendes.
Undersøgelsen henvender sig til forskere inden for naturvidenskabelige fagområder. I alt 3.051 forskere ved naturvidenskabelige institutter og fakulteter fra otte af landets universiteter blev udvalgt på baggrund af bladet Aktuel Naturvidenskabs' mailingliste og henvendelse til de pågældende institutioners sekretariater. Af disse afsluttede 1.204 forskere besvarelsen af hele spørgeskemaet, mens 168 gav nogle svar.
Lister over forskernes e-mail blev genereret på baggrund af allerede eksisterende lister hos bladet Aktuel Naturvidenskab , kontakt til fakultetssekretariater og lignende samt ved søgning på Internettet. Resultatet var desværre, at ikke alle institutioner var lige godt repræsenteret i besvarelserne. For at løse problemet gennemførtes en vægtning af alle data og statistiske analyser. Vægtningen er foretaget ud fra informationer om de pågældende institutioners størrelse i forskningsårsværk. Disse fordelingstal afspejler ikke nødvendigvis fordelingen i antal ansatte forskere, men må formodes at være tæt på. Som det ses af resultaterne, giver vægtningen kun anledning til små justeringer i svarfordelingerne og ikke til fundamentalt anderledes konklusioner.
Forskernes interessetilkendegivelser fordeler sig i fire grupper:
Interessetilkendegivelsen for de første grupper befinder sig mellem "i nogen grad interesseret" og "i høj grad interesseret" i at bidrage, mens den for tredje gruppe (bøger) er "i nogen grad interesseret", og for den fjerde gruppe ligger mellem "i nogen grad interesseret" og "i mindre grad interesseret".
Den første gruppe består af medier, der henvender sig til en bred offentlighed, mens den anden og fjerde gruppe består af medier, der har et mere snævert sigte. (Bøger, som befinder sig i gruppe 3, har også et potentielt bredt publikum, men nyder altså ikke samme interesse som medierne i gruppe 1 - måske fordi bøger bliver vurderet til at være mere arbejdskrævende i forhold til antallet af faktiske læsere.)
Forskerne deltager i mange forskellige former for forskningskommunikation. Forskerne blev bedt om at angive, hvilke typer af forskningskommunikation, de aldrig havde deltaget i. Af disse besvarelser kan man opstille følgende liste over medier for forskningskommunikation, som forskerne er aktive inden for:
- Egen eller andre forskeres hjemmesider
- Forskningsinstitutionernes hjemmesider
- Workshops, konsensuskonferencer, møder eller lignende rettet mod en begrænset offentlighed
- Foredrag, videnskabscaféer, debatter, folkeuniversitet eller lignende rettet mod en bred offentlighed
- Artikler i fagspecifikke tidsskrifter, indslag i nyhedsmedier og rapporter eller anden konsulentvirksomhed for offentlige institutioner, erhvervsliv og private organisationer
- Artikler i tværfaglige tidsskrifter
- Bøger rettet mod en bred offentlighed
Listen viser, at forskerne er mindst aktive, når det gælder traditionelle, skriftlige medier som bøger og artikler til populærvidenskabelige tidsskrifter, og når det gælder nyhedsmedierne. Størst aktivitet er der på Internettet, og hvad angår forskellige former for mødeaktiviteter rettet mod begrænsede dele af offentligheden og mod en bredere offentlighed.
Ud fra forskernes besvarelse af henholdsvis interesse for og bidrag til forskellige medier for forskningskommunikation kan man opstille følgende liste over de medier, som der er flest potentielle bidragsydere til blandt forskerne:
- Tværfaglige tidsskrifter (25 % af alle de forskere, der har besvaret undersøgelsen, er potentielle bidragsydere hertil)
- Bøger rettet mod en bred offentlighed (21 %)
- Nyhedsmedier (17 %)
- Fagspecifikke tidsskrifter (15 %)
- Foredrag, videnskabscafeer, debatter, folkeuniversitetet eller lignende rettet mod en bred offentlighed (12 %)
- Forskningsinstitutionernes hjemmesider (9 %)
- Forskernes egne hjemmesider, workshops, konsensuskonferencer, møder eller lignende rettet mod en begrænset offentlighed samt rapporter eller anden konsulentvirksomhed for offentlige institutioner, erhvervsliv og private organisationer (alle 7 %)
Yngre forskere under 36 år udgør mere end halvdelen af de potentielle bidragsydere, og det gælder de fleste af de omtalte medier.
Blandt de potentielle bidragsydere er der en markant overrepræsentation af yngre forskere under 36 år, når man sammenligner med denne gruppes repræsentation blandt alle de deltagende forskere. Det gælder alle ovennævnte medier for forskningskommunikation. Yngre forskere er derfor mere tilbøjelige til at være potentielle bidragsydere end deres ældre kolleger. Det skyldes primært, at yngre forskere er overrepræsenteret i gruppen af passive forskningskommunikatorer, dvs. forskere, der angiver, at de aldrig har bidraget til forskningskommunikation, men selvfølgelig også, at der blandt de yngre forskere er interesse for forskningskommunikation.
Videnskabsministeriets tænketank for forskningskommunikation citerer en norsk undersøgelse, som viser, at aktive forskere også i vid udstrækning er dem, der kommunikerer deres forskning. [1]
Denne undersøgelse bekræfter dette resultat. De forskere, der har publiceret forskningsresultater, er også dem, der laver mest forskningskommunikation. Det gælder for alle de medier for forskningskommunikation, der her er undersøgt, med undtagelse af "workshops, konsensuskonferencer, møder eller lignende rettet mod en begrænset offentlighed".
Undersøgelsen her viser endvidere, at der i gruppen af passive forskere - dvs. forskere, der ikke har publiceret forskningsartikler, og som altså er mere passive, hvad angår forskningskommunikation, end de forskningsaktive - er en stor overrepræsentation af yngre personer og ph.d.-studerende. Ikke overraskende finder vi de passive forskere i starten af et karriereforløb, og det er altså også her, at de passive forskningskommunikatorer skal findes. Måske skulle der gøres mere for yngre forskere, når det gælder forskningskommunikation.
Undersøgelsen viser også, at der blandt de forskere, der aldrig har publiceret forskningsresultater, er en kraftig overrepræsentation af kvinder. Disse kvinder tilhører næsten udelukkende gruppen af yngre forskere under 36 år, hvorfor det ikke kan konkluderes, at overrepræsentationen skyldes køn. Det kan dog konkluderes, at der findes en gruppe af yngre forskere, der både er kvinder og (endnu) ikke er særligt aktive inden for forskningskommunikation. Måske er det værd at gøre en særlig indsats for denne gruppe.
Forskerne blev bedt om at vurdere forskellige mediers betydning i forhold til universiteternes snævre snævre formidlings- og kommunikationsforpligtigelse, der i den nye universitetslov lyder: "at udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater". Besvarelserne resulterer i følgende liste, hvor medierne er rangeret efter deres betydning:
- Nyhedsmedier (tv, radio, aviser, nyhedstjenester på Internettet mm.)
- Tværfaglige tidsskrifter ( Aktuel Naturvidenskab , Naturens Verden og lignende) samt foredrag, videnskabscaféer, debatter, folkeuniversitetet eller lignende rettet mod en bred offentlighed
- Fagspecifikke tidsskrifter ( Dansk Kemi , Geologisk Nyt , Bionyt , Kvant eller lignende) samt forskningsinstitutionernes hjemmesider
- Workshops, konsensuskonferencer, møder eller lignende rettet mod en begrænset offentlighed
- Rapporter eller anden konsulentvirksomhed for offentlige institutioner, erhvervsliv og private organisationer
- Forskernes egne hjemmesider
Forskerne vurderer altså, at universiteterne bør ramme bredt, når de skal opfylde den snævre formidlings- og kommunikationsforpligtigelse.
Forskerne blev bedt om at forholde sig til, hvem der skulle have hovedansvaret for universiteternes snævre formidlingforpligtigelse. Besvarelserne fordelte sig således:
Forskerne blev bedt om at tage stilling til, hvad indholdet af universiteternes forskningskommunikation skal være, når universiteterne i fremtiden skal opfylde deres snævre formidlingsforpligtigelse - "at udbrede kendskab til videnskabens resultater og metoder". Besvarelserne resulterede i følgende samlede prioritering:
- at formidle ny, forskningsbaseret viden samt at formidle forskningens anvendelsesmuligheder (ca. 80 % af forskerne markerede disse)
- at formidle en naturvidenskabelig verdensopfattelse (ca. 40 % af forskerne markerede dette)
- at formidle forskningens sociale, etiske og politiske dimensioner (ca. 30 % af forskerne markerede dette)
Forskernes vurderinger af en række udsagn om nyhedsmediernes forskningskommunikation giver et meget nuanceret billede af styrker og svagheder ved denne meget synlige og udbredte form for forskningskommunikation.
Hvis man rangordner forskernes besvarelser, får man flg. grupper af udsagn om nyhedsmediernes forskningskommunikation (ordnet efter, hvor enige forskerne angav at være i dem):
- "Forenkler forskningsresultater"
- "Skaber større forståelse af forskningens anvendelsesmuligheder"
- "Giver forskningen et bedre image"
- "Skaber urealistisk høje forventninger til forskningens anvendelsesmuligheder", "politiserer forskningen", "styrker egen og andres forskning", "skaber større forståelse af forskningens etiske, sociale og politiske dimensioner"
- "Giver et forkert billede af, hvad forskning egentlig er", "skaber værdifulde kontakter mellem forskere og andre, fx erhvervsliv og organisationer"
- "Er helt overflødig"
For grupperne 1-4 gælder det, at forskerne var overvejende enige i udsagnene. Udsagnene i gruppe 5 var der hverken enighed eller uenighed om.
Kun udsagnet "nyhedsmediernes forskningskommunikation er helt overflødig", var forskerne "uenige" eller "helt uenige" i. Det leder frem til den lidt jyske, men alligevel ikke uvæsentlige konklusion, at nyhedsmediernes forskningskommunikation ikke er helt overflødig set ud fra forskernes synspunkt.
Det er næppe overraskende, at forskerne mener, at nyhedsmediernes forskningskommunikation forenkler forskningsresultater. Det er vel en del af nyhedsmediernes opgave. Det er måske lidt overraskende, at det var det udsagn, hvorom der samledes den største enighed.
Forskernes syn på nyhedsmediernes forskningskommunikation, som det kommer til udtryk gennem ovenstående liste, rummer mange nuancer. Forskerne er enige i, at nyhedsmedierne bidrager til at skabe større forståelse af forskningens anvendelsesmuligheder. Samtidigt er de også enige i, at nyhedsmedierne er med til at skabe urealistisk høje forventninger til forskningens anvendelser. De to udsagn er ikke nødvendigvis modstridende. Det er snarere et udtryk for, at forskerne vurderer, at nyhedsmedierne er med til at synliggøre spørgsmålet om forskningens anvendelsesmuligheder for offentligheden og derved risikerer at overeksponere samme.
På samme måde kan vi konstatere, at der blandt forskerne er enighed om, at nyhedsmedierne er med til at belyse forskningens etiske, sociale og politiske konsekvenser. Dermed er de - nyhedsmedierne - med er med til at politisere forskningen.
Forskerne er i overvejende grad enige i, at nyhedsmedierne giver forskningen et bedre image. Det må betyde, at forskerne overordnet set vurderer nyhedsmediernes forskningskommunikation til at være positivt stemt over for forskningen.
Videnskabsministeriets tænketank vedrørende forskningskommunikation anbefaler i deres afsluttende rapport at afsætte 2 % af alle forskningsbevillinger til forskningskommunikation.
Usikkerheden på disse svarprocenter er ±2 %. Hvis man fraregner de 17 %, der angiver, at de ikke kender til tænketankens arbejde, er 53 % overvejende enige, mens 27 % er overvejende uenige i anbefalingen.
Forskerne blev bedt om at forholde sig til, hvad de 2 % af alle forskningsbevillingerne - i fald de rent faktisk blev afsat til forskningskommunikation - skulle bruges til. Forskerne fik hver især mulighed for at udvælge op til fire forskellige aktiviteter af 12 muligheder.
Resultatet var, at forskerne til sammen prioriterede en række forskellige tiltag inden for forskningskommunikation stort set lige højt:
Alle disse blev udvalgt af 35-45 % af de forskere, der besvarede spørgsmålet.
Forskerne angiver, at deres interesse for at bidrage til en lang række forskellige medier ligger mellem "i nogen grad interesseret" og "i høj grad interesseret". Størst interesse er der for en lang række brede medier som tværfaglige tidsskrifter, nyhedsmedier, hjemmesider samt offentlige foredrag og debatarrangementer. Bøger samt rapporter og anden konsulentvirksomhed for offentlige institutioner, erhvervslivs og organisationer har mindst interesse.
Forskerne siger samtykkende, at nyhedsmedierne ikke er overflødige, når det gælder forskningskommunikation. Sammenholdt med ovenstående vurdering af, at nyhedsmedierne er de mest vigtige, når det gælder universiteternes snævre forpligtigelser inden for forskningskommunikation, kan man konkludere, at forskerne ikke lider af berøringsangst over for nyhedsmediernes forskningskommunikation, nærmest tværtimod.
Af de 1.015 forskere, der angav en holdning til anbefalingen fra Videnskabsministeriets tænketank om at afsætte 2 % af alle forskningsbevilinger til forskningskommunikation, var ca. halvdelen overvejende enige i denne anbefaling; 20 % var hverken uenige eller enige, og 27 % var overvejende uenige. Adspurgt, hvad pengene i givet fald skulle gå til, angav forskerne en lang række forskellige medier for forskningskommunikation. Der var dog bred enighed om, at årsrapporter og andet pr-materiale for forskningsinstitutionerne ikke skal prioriteres højt.
Det skyldes hovedsagligt, at forskere, der aldrig har publiceret i videnskabelige tidsskrifter, er yngre forskere og ph.d.-studerende, som altså hverken har haft tid og mulighed i deres karriereforløb for at publicere videnskabeligt eller populært. Samtidig antyder resultatet, hvad også internationale undersøgelser har påpeget, at forskere sagtens kan være aktive inden for både forskningspublikation og forskningskommunikation. Lidt forenklet kunne man argumentere for, at jo mere en forsker publicerer i de videnskabelige tiddskrifter, jo mere har pågældende forsker også at kommunikere til omverden.
For en lang række forskellige medier for forskningskommunikation gælder det, at der findes en rimelig stor gruppe af potentielle bidragsydere blandt de adspurgte forskere (op til 25 % for de tværfaglige tiddskrifters vedkommende). Yngre forskere er stærkt repræsenteret i gruppen af potentielle bidragsydere til forskningskommunikation.
[1] Ole Wiig & Bo Sarpebakken, Instituttsektoren i norsk forskning, Rapport 4/2001. Kan rekvireres fra NIFU STEP .
