Willers Legat præmierer de bedste formidlingsartikler af SRP/SOP-opgaver, der analyserer naturvidenskabelige og/eller teknologiske problemstillinger i et historisk, samfundsfagligt eller formidlingsperspektiv.
Hvis du skriver SRP- eller SOP-opgave om et emne, hvor du kombinerer et naturvidenskabeligt eller teknologisk fag (fx fysik, kemi, matematik, biologi, bioteknologi, naturgeografi eller geovidenskab) med humaniora eller samfundsvidenskab (fx dansk, historie, sprogfag, idehistorie eller samfundsfag), er Willers-konkurrencen måske noget for dig.
For at deltage i konkurrencen skal du indsende en populærvidenskabelig artikel (maks. 1.500 ord) om din opgave med brug af Aktuel Naturvidenskabs skrivevejledning.
Førstepræmien er på 2.500 kr., andenpræmien 1.500 kr. og tredjepræmien 1.000 kr.
Videnskabsstudier er et selvstændigt akademisk fag, som netop giver mulighed for et samspil mellem de naturvidenskabelige/tekniske og de humaniske/samfundsvidenskabelige fagområder. Forskere, der arbejder med videnskabsstudier, kombinerer viden og metoder fra humaniora og samfundsfag til at forstå problemstillinger, som også kræver naturvidenskabelig og/eller teknologisk indsigt. Mange SRP/SOP-opgaver er derfor en slags videnskabsstudier.
Et godt eksempel kunne være emnet malariabekæmpelse, hvor du kan kombinere fagene biologi/bioteknologi med historie, idehistorie, eller samfundsfag. Her er det vigtigt at kende til malariaparasittens biologi og bekæmpelsesmidlernes biokemi, men også de historiske og/eller samfundsmæssige problemstillinger, der knytter sig til malaria, og hvordan vi bedst gør noget ved det.
Et andet eksempel er matematikhistorie, hvor det er muligt at få et tæt samspil mellem viden og metoder fra fagene historie og matematik, hvis man for eksempel diskuterer forholdet mellem teoretisk og anvendt matematik i den græske matematiker Herons arbejde.
Et tredje eksempel kunne være en sproglig analyse af udvalgte tekster inden for fysik, kemi eller biologi. Det kunne for eksempel være Charles Darwins The Origin of the Species (1859, dansk oversættelse ved J.C. Jacobsen, 1872) samt eksempler på samtidens modtagelse af Darwins værk.
Man kan også vælge at lave en ren formidlingsopgave, hvor man formidler et naturvidenskabeligt eller teknisk emne. Husk at inkludere nogle overvejelser om formidlingsprocessen.
Dette er blot nogle få eksempler på SRP/SOP-opgaver inden for videnskabsstudier. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din opgave kvalificerer som videnskabsstudier, er du velkommen til at kontakte os på nedenstående mail.
Hvis du skriver SRP/SOP-opgave inden for videnskabsstudier, kan du deltage i Willers-konkurrencen. Du skal skrive en populærvidenskabelig artikel på baggrund af din SRP/SOP-opgave og sende den til Kristian H. Nielsen, bestyrelsesformand for Willers Legat willers@css.au.dk senest den 1. maj 2024. Anfør navn, skole og den oprindelige fagkombination på din SRP/SOP-opgave i mailen.
De indsendte artikler vil blive bedømt af et dommerpanel med ekspertise i videnskabsstudier og formidling. Vinderne får direkte besked, og der vil blive bragt en kort omtale af vinderbidragene på Center for Videnskabsstudiers hjemmeside.
Din populærvidenskabelige artikel skal være skrevet i henhold til Aktuel Naturvidenskabs skrivevejledning: https://aktuelnaturvidenskab.dk/om-os/skriv-i-bladet/.
Willers-konkurrencen er lavet i et samarbejde mellem Willers Legat, Akademiet for Talentfulde Unge, Aktuel Naturvidenskab, Center for Videnskabsstudier ved Aarhus Universitet, og Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet.
Willers Legat er opkaldt efter stifteren Arnold Willers og har til formål at støtte undervisning og forskning ved Center for Videnskabsstudier.