Aarhus Universitets segl

Metode

Undersøgelsen af forskeres holdninger til og brug af aktuel forskningskommunikation er en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse. Den benytter sig af programmet SurveyXact , udviklet af Rambøll Management. Programmet understøtter internetbaserede spørgeskemaer og distribution via e-mail.

Undersøgelsens otte spørgsmål og svarmulighederne.

Undersøgelsens variable.

Undersøgelsen henvender sig til forskere inden for naturvidenskabelige fagområder. I alt 3.051 forskere ved naturvidenskabelige institutter og fakulteter fra otte af landets universiteter blev udvalgt på baggrund af bladet Aktuel Naturvidenskabs' mailingliste og henvendelse til de pågældende institutioners sekretariater.

Af disse afsluttede 1.204 forskere besvarelsen af hele spørgeskemaet, mens 168 gav nogle svar.

Internetbaserede spørgeskemaundersøgelser egner sig bedst til at studere grupper, som har en forholdsvis høj og hyppig adgang til og brug af Internet og e-mails. 1 Forskere ansat ved naturvidenskabelige institutioner må antages at udgøre en sådan gruppe.

Lister over forskernes e-mail blev genereret på baggrund af allerede eksisterende lister hos bladet Aktuel Naturvidenskab , kontakt til fakultetssekretariater og lignende samt ved søgning på Internettet. Resultatet var desværre, at ikke alle institutioner var lige godt repræsenteret i besvarelserne. For at løse problemet gennemførtes en vægtning af alle data og statistiske analyser. Vægtningen er foretaget ud fra informationer om de pågældende institutioners størrelse i forskningsårsværk. Disse fordelingstal afspejler ikke nødvendigvis fordelingen i antal ansatte forskere, men må formodes at være tæt på. Som det ses af resultaterne, giver vægtningen kun anledning til små justeringer i svarfordelingerne og ikke til fundamentalt anderledes konklusioner.

1 Bainbridge, W. (2002) "Validity of Web-Based Surveys," p. 51-66 in O.V. Burton, ed., Computing in the Social Sciences and Humanities (Urbana: University of Illinois Press). Også tilgængelig på: http://www.press.uillinois.edu/epub/books/burton/ch03.html .