Aarhus Universitets segl

Hvorfor vælge videnskabsstudier?

Vil du styrke koblingen mellem naturvidenskab, teknologi og samfund?

Så er kurser i videnskabsstudier måske noget for dig. Her møder du en anden videnskabelig verden, end den du kender fra laboratoriet, og du lærer om samspillet mellem naturvidenskab, teknologi, historie, samfund og mennesker.

Hvorfor fik Sverige, men ikke Danmark atomkraft? Hvorfor kom Galileo Galilei i husarrest i 1600-tallet for at sige, at Jorden bevæger sig? Hvorfor bruger Europa milliarder på at lede efter Higgs-partiklen? Og hvorfor er det så svært at omsætte klimaforskning til klimapolitik?

Det er nogle af de spørgsmål, forskere i videnskabsstudier interesserer sig for. Svarene er med til at forklare, hvordan naturvidenskab, teknologi og samfund er forbundet.

Din kompetenceprofil med Videnskabsstudier

Kompetencemæssigt vil kurser i videnskabsstudier give dig redskaber til at arbejde med koblingen mellem naturvidenskab og innovation, kommunikation, historie samt en række andre samfundsforhold. Du vil lære at anvende din naturvidenskabelige viden til at gøre en forskel i samfundet.

Kurser og uddannelser i videnskabsstudier vil klæde dig på til at varetage en bred vifte af jobs f.eks. inden for:

  • Forskning, udvikling og undervisning i virksomheder og offentlige organisation
  • Videnskabsformidling i forskellige medier og til forskellige målgrupper
  • Konsulentvirksomhed for private og offentlige institutioner
  • Administrative og politiske forhold vedrørende forskning og innovation
  • Undervisning i gymnasieskolen

Hvad er videnskabsstudier??

Naturvidenskabelig viden og teknologisk innovation har gennem historien haft stor betydning for samfund og kultur. Tænkt blot på opdagelse af, at Solen og ikke Jorden er i centrum af solsystemet, opdagelsen af elektromagnetismen eller udviklingen af computeren?

I dagens vidensamfund udgør viden og innovation et vigtigt grundlag for vækst og velfærd. Samtidigt er sammenhængene mellem historie, samfund, viden og teknologi ble­vet stadigt mere komplekse og dynamiske. Mange af de naturvidenskabsfolk og inge­niører, der i fremtiden skal stå for ny viden og ny teknologi, har brug for nye perspekti­ver og ekstra kompetencer.

Videnskabsstudier er en fællesbetegnelse for videnskabsteoretiske, -historiske og sociale studier af videnskab og teknologi. Kurser i videnskabsstudier giver de stude­rende mulighed for at analysere videnskab og teknologi i relevante faglige kontekster. Derved opnår naturvidenskabs- og ingeni­ørstuderende ikke bare en bred forståelse af den mangesidige udveksling af viden og kompetencer mellem forskning, innova­tion og samfund, men også en række kon­krete redskaber til at udvikle dette samspil i fremtidens viden - og innovationssamfund.