På tilvalget i fysik er Marcus Lee Naldal undertiden blevet kaldt “humanisten”, mens han på bacheloren i Idehistorie blev kendt som en af de “sære typer”, der tog fag på Det Naturvidenskabeligt Fakultet. Selv ser han det som både interessant og nyttigt at se ud over skellet mellem det human- og det naturvidenskabelige. I dag er han kandidat i Videnskabsstudier, har bl.a. anvendt sin brede viden om kultur og videnskab i en projektstilling som formidlingsmedarbejder på Steno Museet og er på nuværende tidspunkt i gang med en ph.d. ved Nordisk på Aarhus Universitet.
Marcus Lee Naldal kender om nogen ruten igennem Universitetsparken, der forbinder AU’s afdeling for humanvidenskaberne i Nobelparken med de gule murstensbygninger i Ny Munkegade, hvor fysikerne og matematikerne holder til. Undervejs på sin bachelor i Idehistorie begyndte han at fatte interesse for det naturvidenskabelige. Dels blev han optaget af, hvordan historiske og sociale faktorer har udviklet naturvidenskaberne igennem tiden. Herudover blev han både betaget og provokeret af det matematiske “sprog”, i hvilket naturvidenskabernes beskrivelser af verdenen er formuleret. Derfor startede han først på et tilvalg i fysik og valgte senere kandidatuddannelsen i Videnskabsstudier.
“Jeg husker en konkret episode på Idehistorie. Her læste vi en kort tekst af Einstein, hvor han forsøgte at popularisere, hvad hans relativitetsteori handler om. Selv om vi på Idehistorie er vant til at læse og forstå dybdegående og avancerede filosofiske tekster, så satte Einstein os til vægs, selv om hans tekst umiddelbart var formuleret i et klart og tydeligt sprog. Det irriterede mig,” fortæller Marcus og fortsætter: “På idehistorie og filosofi har vi et ideal om at ville læse tekster på deres originale sprog. På samme måde tænkte jeg, at for at kunne få det bedste indblik i videnskabshistorien, måtte jeg stikke hovedet ind i maskinrummet. Jeg begyndte derfor at tage kurser på Det Naturvidenskabelige Fakultet både for at opkvalificere min viden om fysikken og matematikken, men også for at møde nogle af de her naturvidenskabsfolk og lære kulturen at kende indefra.”
Ved at vælge kandidaten i Videnskabsstudier forblev Marcus en del af miljøet på Det Naturvidenskabeligt Fakultet uden at give slip på sine interesser for eksempelvis historie og filosofi. På den ene side gav uddannelsen ham mulighed for at gå i dybden med de fagområder, der havde interesseret ham mest på bacheloruddannelsen. På den anden side dukkede der nye perspektiver op, som ifølge Marcus var både interessante og nyttige.
Selv om koblingen af naturvidenskabelige- og humanvidenskabelige perspektiver ifølge Marcus er både fascinerende og anvendelige, har han igennem sin studietid måttet lægge ører til spøgefulde kommentarer, der antyder en udbredt forestilling om et klart skel mellem de to fagområder. Han fortæller, at han på fysik blev kendt som “holdets humanist”, mens han på idehistorie nogle gange blev betragtet som en af “de sære typer”, der tog fag på Det Naturvidenskabelige Fakultet. I Marcus’ egen optik bør man dog ikke hæfte sig for meget ved, at der er et skel mellem human- og naturvidenskaberne:
“Det sjove er, at det institutionelle skel mellem Det Naturvidenskabelige- og Det Filosofiske Fakultet er en forholdsvis ny ting. Som eksempel blev de to fakulteter først adskilt i 1850 på Københavns Universitet. I dag bliver skellet helt sikkert brugt som en slags identitetsmarkør, og der er mange, der gør en dyd ud af, at de kun er humanister eller kun er naturvidenskabsfolk. Det kan undre mig, idet de to fagområder ofte kører et ret tæt parløb. For på den ene side har videnskab og teknologi stor indflydelse på det samfund, vi lever i. Og på den anden side spiller historie og kultur en vigtig rolle i den videnskabelige udvikling,” fortæller Marcus.
Marcus nuværende Ph.d.-projekt er netop et tværfagligt projekt, der handler om udviklingen af videnskab og fiktion ved at undersøge hypotesen om, hvordan videnskab og fiktion gradvist differentierede sig fra hinanden i løbet af det 18. århundrede. Her har Videnskabsstudier givet ham en grundig viden inde for teknologiens og videnskabens historie og filosofi, hvilket kommer projektet til gode, da han samarbejder med folk fra Nordisk, der har et andet perspektiv på, hvad Oplysningstiden var, og hvad der skete kulturelt i denne tidsperiode.
