Aarhus Universitets segl

Vinderne af Willers-konkurrencen 2025 er kåret

Tre fremragende bidrag om optogenetik, videnskabelige revolutioner og kolerabekæmpelsens historie

Vinderne af årets Willers-konkurrence er...

  • 1. præmie: Cecilie Vasehus Holck, Sorø STX: Kan proteiner fra alger give blinde synet igen?
  • 2. præmie: Malak Mahboub Alhara, Aarhus Gymnasium: Da universet begyndte at bevæge sig
  • 3. præmie: Linnea Lerbæk Schneider, Ribe Katedralskole: Kolera - sygdommen, der førte til en banebrydende samfundsudvikling

Her er dommerpanelets vurderinger:

Cecilies artikel er fremragende formidling af et svært og måske lidt overset, men yderst spændende emne: opsiner og optogenetik. Artiklen fanger læseren med et fængende og billedskabende anslag og formår gennem hele teksten at gøre avanceret bioteknologi forståelig uden at forsimple. Brugen af stærke og originale billeder – som for eksempel virusset forklaret som et postbud – gør stoffet levende og tilgængeligt. Samtidig fastholder artiklen fokus på faglig relevans og samfundsmæssig væsentlighed, særligt i forhold til sygdomsbekæmpelse og udvikling af nye behandlingsformer. Det er en artikel, der kombinerer solid viden med fortællende greb og en klar formidlingsmæssig ambition.

Malak har skrevet en fortrinlig artikel om et komplekst videnskabsteoretisk emne – hvordan videnskabelige teorier forandrer sig gennem kriser og paradigmeskift. Brugen af det videnskabshistoriske eksempel med Einstein, Big Bang og Hubble giver læseren en klar og levende forståelse af, hvordan videnskabelige revolutioner faktisk finder sted – og hvad det betyder erkendelsesmæssigt og filosofisk. Artiklen når frem til tankevækkende konklusioner om, hvor svært det kan være at bryde ud af et verdensbillede, man selv er fanget i. Endelig er overskriften en lille genistreg: Den henviser både til universets udvidelse og til den måde, vores tankeunivers udvider sig gennem videnskabelige revolutioner.

Linneas artikel formidler på fortrinlig vis historien om kolera og sygdommens afgørende betydning for den sanitære revolution og udviklingen af folkesundheden. Anslaget er fængende, og historien er velfortalt med relevante detaljer og en klar rød tråd hele vejen igennem. Det er en styrke, at artiklen både behandler de samfundsmæssige og videnskabelige perspektiver, og samtidig inddrager biologisk viden om selve sygdommen. Figuren på s. 2 er både veludført og godt forklaret, og den bidrager til forståelsen af kolerabakteriens virkning. En velkomponeret og oplysende artikel om en sygdom, der har haft stor – og ofte overset – betydning for skabelsen af det moderne velfærdssamfund.